Frygt

Jeg er bange.

Jeg er bange for, at fremtiden bliver det samme som nutiden. Jeg er bange for, at alle lyver. Jeg er bange for at være alene og jeg er bange for at være sammen med andre. Jeg er bange for at nogen en dag ser igennem mit falske smil og tænker: "Nah, not worth it," Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske hvordan det er at føle ren glæde. Jeg er bange for at alle hemmeligt hader mig og ikke vil sige det til mig, men i al diskretion fester når jeg ikke er til stede.

Og min frygt er måske ikke uden grund. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er 'gået glip' af adskillige fester holdt af mine 'venner'. Jeg ved, at der ikke er nogen, der har spurgt om vi kan være sammen efter skole i noget der minder om tusinde år - altså med undtagelse af når mine evner kan bruges til noget. Jeg ved også, at selv folk online er så latterligt ligeglade med mig, at en af dem, jeg så som en rigtig, rigtig god veninde ikke engang kan sende mig en lille bitte besked.

Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere kan modstå bare at afslutte det hele. Jeg tænker på det hver eneste dag. Jeg er bange for, at hvis jeg gør det… At der så ikke vil sidde nogen og græde, nogen steder.

Jeg er bange for hvad det er, der er galt med mig. Jeg ved der er noget, for jeg kan fjernt huske, at det har været bedre. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke borderline. Jeg er ikke bipolar. Jeg er ifølge vores sundhedsvæsen ingenting. Jeg er ifølge psykologerne bare teenager. Underligt at ingen andre lader til at have det sådan her, bare på grund af et par rasende hormoner. Men jeg tror på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bryder mig ikke personligt om folk, der selvdiagnosticerer med internettet til hjælp, men som den kontrære person jeg er, har jeg alligevel slået depressionssymptomer op på diverse hjemmesider og tjekket dem. Jeg er ikke deprimeret, men jeg viser alle tegn på depression.

Jeg er bange for, at jeg for evigt bare skal være hende den grimme, tykke, der sidder i hjørnet og prøver at lade som om hun er her. Jeg er bange for, at de eneste romancer jeg får vil være dem, jeg finder på i mit hoved. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at overskue noget.

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver til noget.

Feeling

I'm the happy one who writes dark poems.

I'm the hyper, crazy one who breaks down at night.

I'm the one who tries to be selfless, but is more selfish than anyone else.
I'm the one against bullying, but beats up herself.
I'm the girl that everyone looks at, but never sees.

- Six Billion Secrets

2011 - Double or nothin'

Så, det nye år er over os. Alle ugeblade fyldt med slankereklamer og alle blogge, facebooker og andre medier fyldt med nytårsfortsæt.

Jeg har aldrig rigtig troet på nytårsfortsæt. For mig er nytår slet ikke noget som sådan, men jeg har bestemt mig for, at I år skal det være helt fuldstændig anderledes. Jeg har bestemt mig for, at det hele skal laves om.

Ellers er jeg har ikke i 2012.

Jeg vil lære at elske mig selv, lære at det er ok. Jeg vil fortælle dig hvor meget jeg holder af dig og jeg vil lære at livet er hvad man gør det til. Jeg vil lære ikke at holde gråden inde, når jeg ved du aldrig bliver min. Istedet vil jeg lykønske dig og ønske os mange års fortsat venskab i fremtiden. For ærligt talt ved jeg godt det aldrig bliver til noget, selvom jeg elsker dig så meget at det kribler i maven hver gang jeg ser dig og jeg er blevet så fucking underlig at være omkring.

Jeg vil fortælle mine forældre at de nok ikke får en svigersøn, men en svigerdatter. Jeg vil prøve på ikke at tænke det negative før det positive. Jeg vil huske på de gode stunder, men ikke glemme de dårlige.

Jeg vil stoppe med det jeg gør nu og jeg vil opløfte mig selv fremfor at presse mig selv ned. Jeg vil tvinge mig selv til at yde mere, gøre mere, være mere. Jeg vil lukke mig op og lade livet få fat i mig. Jeg vil indse at virkeligheden er langt bedre end jeg ser den.

Men du. Du er fandme det største problem. Du læser nok ikke min blog. Det ved jeg heller ikke om jeg vil have dig til, for det kan let blive akavet. Jeg ved vi er utrolig gode veninder. Jeg ved også, at du ikke er til piger, selvom du engang vist nok legede med tanken om at være biseksuel. Men hvem fanden har ikke gjort det? Jeg ved, at det bare ikke er ment til at være os.

Selvom det gør så fandens ondt vil jeg give slip på dig og lade dig flyve. Også hvis du flyver væk.

Jeg vil være venlig, maneret og få gang i nogle gode projekter. Jeg vil blive bedre til de ting jeg kan lide og stadig gå op i de ting jeg knap så godt kan lide.

Virkelig. Jeg elsker dig. Det bliver det sværeste ved hele året og om så jeg skal græde det til dig over telefonen på nytårsaften håber jeg ikke det ændrer noget. For jeg vil holde af dig uanset hvad du tænker om mig. Uanset hvor underlig jeg end måtte forekomme. Hvor akavet den end må være at mødes igen.

Det er sjovt så ondt kærlighed kan gøre. Jeg kan drømme om det. At du kommer først og indrømmer din kærlighed for mig. Jeg ved godt det ikke sker og det kan jeg græde mig i søvn over. Hvilket ikke er sjældent.

Men når jeg har fortalt dig det er det hele slut. Så ved du det, så ved jeg det og så må vi tage den derfra.

Som jeg ser det er 2011 et år af forandringer og jeg er næsten bange for at gå i gang med det. Tænk hvis jeg failer?

En ting er sikkert. Hvis jeg ikke kan få fingeren ud og gøre bare nogen af de ting listed above. Så er det slut, så gider jeg ikke mere. Det lyder måske som noget grusomt noget at sige, men jeg vil ikke leve videre i det her liv med den stand det er i nu. Men hvis jeg nu gav mig selv et sidste år til at prøve at gøre det hele bedre?

Det er hvad jeg gør.

Wish me luck, guys.

Selvskade

Det første folk tænker på når de hører ordet 'Selvskade' er naturligvis cutting. Det er vist i SÅ mange serier, bøger whatever. Som cutter/selvskader er det tit lidt for branding agtigt at cutte. Mange tror man er emo, hvis bare man cutter. Eller hvis man er alternativ så SKAL man cutte.

Guess what, det er ikke sandt. Jeg skærer i mig selv - er desværre kommet til at begynde igen for nylig. Ikke for opmærksomhed, men fordi det er en måde jeg kan kontrollere de følelser, der raser indeni mig. Hvis du ikke har prøvet det vil du sikkert synes det er fuldstændig fucked up - Det gør 'vi' også! Det ER jo fuldstændig fucked up og jeg kunne kaste op over mig selv nogle gange.

Men folk er bare nødt til at forstå at selvskade også er andre ting. Tro mig, jeg har været gennem det hele. Vi bliver kreative, når vi bliver opdaget. Jeg har altid sagt, at jeg havde en pause i min selvskade, men jeg har oprettet denne her blog for at stoppe med at lyve for mig selv og andre om min 'sande tilstand'. Derfor kommer det helt sikkert til at lyde som en masse emo-brawl og hvis du ikke kan lide det, så ... ja.

Jeg stoppede nemlig aldrig med selvskade, da jeg blev opdaget. Jeg stoppede med at skære i mig selv, ja. Men har I nogensinde prøvet at stikke jeres fingre med vilje på en kaktus? At holde hånden på kakkelovnen bare lige så længe at huden ikke brændes, men stadig svier? At kradse dine ben til blods? At hive store totter af hår ud på en gang? At banke noget ind i hovedet gentagne gange til man får en bule? At holde stikke fingerspidserne i varm/kogende the?

Vi er gode til at skjule det. Vi kender alle knebene.

Mit største problem er at alle tror jeg gør det fordi jeg vil dø. Det gør jeg ikke! Jeg har flere gange planlagt mit selvmord og det er ikke noget nyt, men det er en HELT adskilt følelse. Jeg selvskader fordi jeg vil leve, fordi jeg vil føle, fordi jeg vil igennem det. Jeg har selvmordstanker fordi jeg vil dø. Det kommer der nok et andet indlæg om senere, kunne jeg forestille mig.

Jeg er fuldstændig blessed at jeg har venner, der elsker mig for den jeg er og ikke tager sig af at jeg er nede for det meste. Jeg er nok en af dem, der elsker mine venner langt mere end mig selv. Jeg hader at tiltrække mig opmærksomhed på grund af min tilstand og snakker sjældent om det. Jeg kan ikke engang tale sandt overfor en psykolog - Jeg lyver for dem for, at mine forældre ikke skal vide at der er noget galt med mig.

Jeg er IKKE deprimeret, bipolar eller borderline. Det er jeg blevet 'testet' for flere gange.

Jeg ved ikke helt hvad moralen med det her indlæg er. Men bare I ved at arerne på mine arme og lår ikke definerer hvem jeg er. Når jeg snakker med venner, bekendte eller deltager i et meet-up foreksempel så er jeg ikke den samme, som når jeg sidder med barberbladet hjemme i badet. Jeg er ikke den samme som når jeg skriver mit selvmordsbrev om. Overhovedet ikke. Jeg elsker at være sammen med jer. Det er jer der holder mig gående, selvom jeg tit har svært ved at se lyset for enden af tunnellen.

Tak for det :)

Yeah.

Begyndelser.

Hvor fanden startede det hele lige? Hvordan fandt man ud af hvem man er? Er det en option bare at starte forfra og tage en anden vej og ændre det hele.

As for me tænker jeg tit over det.

Hvis ikke min første kæreste havde tvunget sin pik ind i min mund første gang vi var sammen alene, ville jeg så kunne kigge på drenge og forelske mig i dem? Eller var jeg egentlig bare ment til at være lesbisk helt fra starten af?

Hvis jeg aldrig var begyndt at cutte, ville jeg så overhovedet forstå, hvor svært det er at stoppe igen? Ville jeg så være endnu en af de der, der bliver skidesure over, at man dog ikke bare stopper. - Guess fucking what. Det er ligesom at være alkoholiker - man stopper ikke med at være alkoholiker, bare fordi man stopper med at drikke.

Hvis ikke en veninde havde vist mig j-fashion.dk's galleri, fordi jeg skulle se de her 'superfail' piger, ville jeg så aldrig have kigget på det og tænkt: "Jeg vil se sådan her ud"

Hvis jeg kunne leve op til de høje standarder folk sætter mig overfor, ville jeg så efter over et år uden så meget som at tænke på et barberblad, kunne fortsætte ufortrødent istedet for den situation jeg har sat mig selv i?

Jeg er ligeglad med valg nu. Hvis jeg kunne tage et valg lige nu ville jeg aldrig være blevet født.

Det er ikke selvhad. Det er bare et styks fakta lige op i fjæset af dig, for du ved, at hvis jeg aldrig havde været der, ville du jo ikke savne mig.

Hvis der aldrig havde været en Ophe i verden. Så havde I ikke det hul, jeg måske eller måske ikke ville efterlade, hvis jeg begik selvmord. Der havde måske været en Egon eller en Julie, men ingen Ophe. Det er også ligegyldigt. Det er altsammen ligegyldigt.

Måske er det bare teenage-ånden, der taler, men det er lang tid siden jeg er gået i seng uden at håbe, bare en lille smule, at jeg ikke vågner op igen.