Mirror mirror on the wall?

Det er min drøm, mit mål og det jeg lige nu er ved at opnå, men alligevel er det som et eller andet i mig holder mig tilbage. For jeg elsker sgu da at se kiloene rasle af og det gør de virkelig og det er jeg glad for, tro mig! Det er jeg virkelig glad for.

Men. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være bare i nærheden af normalvægt for min alder og jeg ANER ikke hvordan det er at være bare en lille smule attraktiv for mulige partnere. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig tilpas sådan. Jeg har skrevet et tidligere indlæg om hvad jeg synes om at være 'sexy'. Og face it. Det er en meget lille del af befolkningen, der er chubbychasers, så mine hotness point vil da forhåbentligt stige uanset hvor lave de end må ligge nu. Og det er jeg sgu egentlig ikke tryg ved. Det lyder som om jeg tror jeg er en gudinde eller sådan noget, et eller andet total uimodståeligt, men det tror jeg virkelig ikke. Jeg tror ligesom bare at ... Jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare det, men det behøver jeg egentlig heller ikke.

Jeg ved at jeg før bare er blevet taget for udseendets skyld og jeg er pisseræd for at det sker igen og i større omfang. Jeg har det jo egentlig fint nok med mig selv rent ydre-mæssigt lige nu og jeg taber mig fordi jeg vil være sundere (ogpassebrand,lol), ikke nødvendigvis fordi jeg har lyst til at se bedre ud. Personligt kan jeg egentlig godt lide at piger har lidt på benene. Jeg finder ikke mig selv pæn eller smuk. Jeg finder ikke mig selv som rigtig noget, men jeg har heller ikke nogle direkte problemer med mit udseende.

Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at tabe mig, helt klart. Og det er er måske en lidt barnlig, egoistisk frygt, men det føltes næsten ligesom at gå mod noget fuldstændigt nyt. Som at få en ny hud. Er jeg overhovedet mig, når jeg ikke ser ud som jeg plejer? Det er trods alt det mange husker mig på, selvom de nok ikke vil indrømme det.

Hvem er jeg, når jeg ikke er 'hende den fede lyserøde gris'?

...spørger jeg bare.

Okaaay. This has got to go see a psychiatrist soon. Not talking 'bout me, just this shitty situation.

Hør. Det er jo ikke fordi vi ikke fucking ved det er hinanden vi skriver om? Hvorfor er der lige pludselig blevet lagt sådan et skel imellem os? Nej, jeg tør heller ikke indrømme det, for tænk hvis det ikke var dig. GAARD, det er sgu da frustrerende. Så nu skriver jeg bare en opsummering af hvad jeg føler lige nu. En slags liste. Som ikke er en liste. Hvad er det jeg føler for dig, vores forhold, vores fremtid.

Os: Well, ... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om det 'os' vi har lige nu, for det er ærligt talt næsten helt ueksisterende. Jeg savner virkelig det 'os' vi havde før, før jeg begik den fatale fejltagelse at ødelægge det. Jeg ville give mit liv for at have det gamle 'os' tilbage og med det mener jeg virkelig at jeg ville give mit liv. Ikke bare på pop-måden, men hvis der var noget som helst jeg kunne gøre. I don't know what. Men samtidigt siger en stemme i mit baghoved, at jeg skal træde med varsomme skridt. At jeg ikke skal give alt op, for tænk, hvis det failer. Tænk hvis jeg sidder tilbage og intet andet har end mig selv (... det er jo så ikke noget at skrive hjem om).

Dig: Jeg har i lang tid siddet og givet dig skylden for alt det her, uden egentlig at ville det. Og jeg har altid vidst det ikke var din skyld, men kun kunne være min egen. Og du er fantastisk, smuk, dejlig, sød, perfekt og alle de andre positive tillægsord. Du fuldender mig. Og af frygt for at lyde alt for poppet; Jeg elsker dig. Og jeg elsker dig virkelig, brændende af hele mit hjerte og hvis jeg skulle bruge resten af mine dage med en enkelt person ville det blive dig, hele vejen uden nogen form for overvejelse. Men her på det seneste. Ja, som jeg skrev har jeg givet dig skylden for alting, fordi jeg nægtede at kigge på mig selv. Men jeg forstår ... nej, at forstår er nok ikke det rigtige ord, for det gør jeg nok ikke og kommer aldrig til, men lad det nu ligge. Jeg har en fornemmelse af situationen du er i, og jeg tror det ændrer sig meget næste år.

Mig: Well, jeg. Jeg er jo ikke i stand til at tage vare på mig selv. Ikke som det ser ud lige nu i hvert fald. Jeg sidder hver alenestund på mit toilet med min lille glitterboks, der indeholder en form for frelse, der ikke bør være i denne her verden. Ingen ved det. I hvert fald ingen, der er tæt nok på mig, til at fortælle det til nogen. Eller, jo. Men ingen, der vil fortælle det. Og jeg skal nok selv få styr på det en dag. Jeg skal nok komme igennem det. Men ikke, hvis du forsvinder. Ikke hvis du ikke længere er her. Jeg har været sådan en idiot. Jeg har troet jeg kunne klare mig selv og det må jeg så indrømme, at det ... Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke uden dig.

Fremtiden: Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tør slet ikke åbne øjnene i frygt for, hvad der kan komme til ske. Jeg håber vi på en eller anden måde får det her løst, for det er da tydeligt at ingen af os direkte nyder det. Vær sød at tage intiativet, for det er jeg ikke stærk nok til i min nuværende tilstand.

Det vigtigste er at Jeg elsker dig. Og det kan du ikke lave om på, uanset hvad du gør.

Frygt

Jeg er bange.

Jeg er bange for, at fremtiden bliver det samme som nutiden. Jeg er bange for, at alle lyver. Jeg er bange for at være alene og jeg er bange for at være sammen med andre. Jeg er bange for at nogen en dag ser igennem mit falske smil og tænker: "Nah, not worth it," Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske hvordan det er at føle ren glæde. Jeg er bange for at alle hemmeligt hader mig og ikke vil sige det til mig, men i al diskretion fester når jeg ikke er til stede.

Og min frygt er måske ikke uden grund. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er 'gået glip' af adskillige fester holdt af mine 'venner'. Jeg ved, at der ikke er nogen, der har spurgt om vi kan være sammen efter skole i noget der minder om tusinde år - altså med undtagelse af når mine evner kan bruges til noget. Jeg ved også, at selv folk online er så latterligt ligeglade med mig, at en af dem, jeg så som en rigtig, rigtig god veninde ikke engang kan sende mig en lille bitte besked.

Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere kan modstå bare at afslutte det hele. Jeg tænker på det hver eneste dag. Jeg er bange for, at hvis jeg gør det… At der så ikke vil sidde nogen og græde, nogen steder.

Jeg er bange for hvad det er, der er galt med mig. Jeg ved der er noget, for jeg kan fjernt huske, at det har været bedre. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke borderline. Jeg er ikke bipolar. Jeg er ifølge vores sundhedsvæsen ingenting. Jeg er ifølge psykologerne bare teenager. Underligt at ingen andre lader til at have det sådan her, bare på grund af et par rasende hormoner. Men jeg tror på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bryder mig ikke personligt om folk, der selvdiagnosticerer med internettet til hjælp, men som den kontrære person jeg er, har jeg alligevel slået depressionssymptomer op på diverse hjemmesider og tjekket dem. Jeg er ikke deprimeret, men jeg viser alle tegn på depression.

Jeg er bange for, at jeg for evigt bare skal være hende den grimme, tykke, der sidder i hjørnet og prøver at lade som om hun er her. Jeg er bange for, at de eneste romancer jeg får vil være dem, jeg finder på i mit hoved. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at overskue noget.

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver til noget.