Okaaay. This has got to go see a psychiatrist soon. Not talking 'bout me, just this shitty situation.

Hør. Det er jo ikke fordi vi ikke fucking ved det er hinanden vi skriver om? Hvorfor er der lige pludselig blevet lagt sådan et skel imellem os? Nej, jeg tør heller ikke indrømme det, for tænk hvis det ikke var dig. GAARD, det er sgu da frustrerende. Så nu skriver jeg bare en opsummering af hvad jeg føler lige nu. En slags liste. Som ikke er en liste. Hvad er det jeg føler for dig, vores forhold, vores fremtid.

Os: Well, ... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om det 'os' vi har lige nu, for det er ærligt talt næsten helt ueksisterende. Jeg savner virkelig det 'os' vi havde før, før jeg begik den fatale fejltagelse at ødelægge det. Jeg ville give mit liv for at have det gamle 'os' tilbage og med det mener jeg virkelig at jeg ville give mit liv. Ikke bare på pop-måden, men hvis der var noget som helst jeg kunne gøre. I don't know what. Men samtidigt siger en stemme i mit baghoved, at jeg skal træde med varsomme skridt. At jeg ikke skal give alt op, for tænk, hvis det failer. Tænk hvis jeg sidder tilbage og intet andet har end mig selv (... det er jo så ikke noget at skrive hjem om).

Dig: Jeg har i lang tid siddet og givet dig skylden for alt det her, uden egentlig at ville det. Og jeg har altid vidst det ikke var din skyld, men kun kunne være min egen. Og du er fantastisk, smuk, dejlig, sød, perfekt og alle de andre positive tillægsord. Du fuldender mig. Og af frygt for at lyde alt for poppet; Jeg elsker dig. Og jeg elsker dig virkelig, brændende af hele mit hjerte og hvis jeg skulle bruge resten af mine dage med en enkelt person ville det blive dig, hele vejen uden nogen form for overvejelse. Men her på det seneste. Ja, som jeg skrev har jeg givet dig skylden for alting, fordi jeg nægtede at kigge på mig selv. Men jeg forstår ... nej, at forstår er nok ikke det rigtige ord, for det gør jeg nok ikke og kommer aldrig til, men lad det nu ligge. Jeg har en fornemmelse af situationen du er i, og jeg tror det ændrer sig meget næste år.

Mig: Well, jeg. Jeg er jo ikke i stand til at tage vare på mig selv. Ikke som det ser ud lige nu i hvert fald. Jeg sidder hver alenestund på mit toilet med min lille glitterboks, der indeholder en form for frelse, der ikke bør være i denne her verden. Ingen ved det. I hvert fald ingen, der er tæt nok på mig, til at fortælle det til nogen. Eller, jo. Men ingen, der vil fortælle det. Og jeg skal nok selv få styr på det en dag. Jeg skal nok komme igennem det. Men ikke, hvis du forsvinder. Ikke hvis du ikke længere er her. Jeg har været sådan en idiot. Jeg har troet jeg kunne klare mig selv og det må jeg så indrømme, at det ... Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke uden dig.

Fremtiden: Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tør slet ikke åbne øjnene i frygt for, hvad der kan komme til ske. Jeg håber vi på en eller anden måde får det her løst, for det er da tydeligt at ingen af os direkte nyder det. Vær sød at tage intiativet, for det er jeg ikke stærk nok til i min nuværende tilstand.

Det vigtigste er at Jeg elsker dig. Og det kan du ikke lave om på, uanset hvad du gør.

Feeling

I'm the happy one who writes dark poems.

I'm the hyper, crazy one who breaks down at night.

I'm the one who tries to be selfless, but is more selfish than anyone else.
I'm the one against bullying, but beats up herself.
I'm the girl that everyone looks at, but never sees.

- Six Billion Secrets

Selvskade

Det første folk tænker på når de hører ordet 'Selvskade' er naturligvis cutting. Det er vist i SÅ mange serier, bøger whatever. Som cutter/selvskader er det tit lidt for branding agtigt at cutte. Mange tror man er emo, hvis bare man cutter. Eller hvis man er alternativ så SKAL man cutte.

Guess what, det er ikke sandt. Jeg skærer i mig selv - er desværre kommet til at begynde igen for nylig. Ikke for opmærksomhed, men fordi det er en måde jeg kan kontrollere de følelser, der raser indeni mig. Hvis du ikke har prøvet det vil du sikkert synes det er fuldstændig fucked up - Det gør 'vi' også! Det ER jo fuldstændig fucked up og jeg kunne kaste op over mig selv nogle gange.

Men folk er bare nødt til at forstå at selvskade også er andre ting. Tro mig, jeg har været gennem det hele. Vi bliver kreative, når vi bliver opdaget. Jeg har altid sagt, at jeg havde en pause i min selvskade, men jeg har oprettet denne her blog for at stoppe med at lyve for mig selv og andre om min 'sande tilstand'. Derfor kommer det helt sikkert til at lyde som en masse emo-brawl og hvis du ikke kan lide det, så ... ja.

Jeg stoppede nemlig aldrig med selvskade, da jeg blev opdaget. Jeg stoppede med at skære i mig selv, ja. Men har I nogensinde prøvet at stikke jeres fingre med vilje på en kaktus? At holde hånden på kakkelovnen bare lige så længe at huden ikke brændes, men stadig svier? At kradse dine ben til blods? At hive store totter af hår ud på en gang? At banke noget ind i hovedet gentagne gange til man får en bule? At holde stikke fingerspidserne i varm/kogende the?

Vi er gode til at skjule det. Vi kender alle knebene.

Mit største problem er at alle tror jeg gør det fordi jeg vil dø. Det gør jeg ikke! Jeg har flere gange planlagt mit selvmord og det er ikke noget nyt, men det er en HELT adskilt følelse. Jeg selvskader fordi jeg vil leve, fordi jeg vil føle, fordi jeg vil igennem det. Jeg har selvmordstanker fordi jeg vil dø. Det kommer der nok et andet indlæg om senere, kunne jeg forestille mig.

Jeg er fuldstændig blessed at jeg har venner, der elsker mig for den jeg er og ikke tager sig af at jeg er nede for det meste. Jeg er nok en af dem, der elsker mine venner langt mere end mig selv. Jeg hader at tiltrække mig opmærksomhed på grund af min tilstand og snakker sjældent om det. Jeg kan ikke engang tale sandt overfor en psykolog - Jeg lyver for dem for, at mine forældre ikke skal vide at der er noget galt med mig.

Jeg er IKKE deprimeret, bipolar eller borderline. Det er jeg blevet 'testet' for flere gange.

Jeg ved ikke helt hvad moralen med det her indlæg er. Men bare I ved at arerne på mine arme og lår ikke definerer hvem jeg er. Når jeg snakker med venner, bekendte eller deltager i et meet-up foreksempel så er jeg ikke den samme, som når jeg sidder med barberbladet hjemme i badet. Jeg er ikke den samme som når jeg skriver mit selvmordsbrev om. Overhovedet ikke. Jeg elsker at være sammen med jer. Det er jer der holder mig gående, selvom jeg tit har svært ved at se lyset for enden af tunnellen.

Tak for det :)