Mirror mirror on the wall?

Det er min drøm, mit mål og det jeg lige nu er ved at opnå, men alligevel er det som et eller andet i mig holder mig tilbage. For jeg elsker sgu da at se kiloene rasle af og det gør de virkelig og det er jeg glad for, tro mig! Det er jeg virkelig glad for.

Men. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være bare i nærheden af normalvægt for min alder og jeg ANER ikke hvordan det er at være bare en lille smule attraktiv for mulige partnere. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig tilpas sådan. Jeg har skrevet et tidligere indlæg om hvad jeg synes om at være 'sexy'. Og face it. Det er en meget lille del af befolkningen, der er chubbychasers, så mine hotness point vil da forhåbentligt stige uanset hvor lave de end må ligge nu. Og det er jeg sgu egentlig ikke tryg ved. Det lyder som om jeg tror jeg er en gudinde eller sådan noget, et eller andet total uimodståeligt, men det tror jeg virkelig ikke. Jeg tror ligesom bare at ... Jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare det, men det behøver jeg egentlig heller ikke.

Jeg ved at jeg før bare er blevet taget for udseendets skyld og jeg er pisseræd for at det sker igen og i større omfang. Jeg har det jo egentlig fint nok med mig selv rent ydre-mæssigt lige nu og jeg taber mig fordi jeg vil være sundere (ogpassebrand,lol), ikke nødvendigvis fordi jeg har lyst til at se bedre ud. Personligt kan jeg egentlig godt lide at piger har lidt på benene. Jeg finder ikke mig selv pæn eller smuk. Jeg finder ikke mig selv som rigtig noget, men jeg har heller ikke nogle direkte problemer med mit udseende.

Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at tabe mig, helt klart. Og det er er måske en lidt barnlig, egoistisk frygt, men det føltes næsten ligesom at gå mod noget fuldstændigt nyt. Som at få en ny hud. Er jeg overhovedet mig, når jeg ikke ser ud som jeg plejer? Det er trods alt det mange husker mig på, selvom de nok ikke vil indrømme det.

Hvem er jeg, når jeg ikke er 'hende den fede lyserøde gris'?

...spørger jeg bare.

Okaaay. This has got to go see a psychiatrist soon. Not talking 'bout me, just this shitty situation.

Hør. Det er jo ikke fordi vi ikke fucking ved det er hinanden vi skriver om? Hvorfor er der lige pludselig blevet lagt sådan et skel imellem os? Nej, jeg tør heller ikke indrømme det, for tænk hvis det ikke var dig. GAARD, det er sgu da frustrerende. Så nu skriver jeg bare en opsummering af hvad jeg føler lige nu. En slags liste. Som ikke er en liste. Hvad er det jeg føler for dig, vores forhold, vores fremtid.

Os: Well, ... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om det 'os' vi har lige nu, for det er ærligt talt næsten helt ueksisterende. Jeg savner virkelig det 'os' vi havde før, før jeg begik den fatale fejltagelse at ødelægge det. Jeg ville give mit liv for at have det gamle 'os' tilbage og med det mener jeg virkelig at jeg ville give mit liv. Ikke bare på pop-måden, men hvis der var noget som helst jeg kunne gøre. I don't know what. Men samtidigt siger en stemme i mit baghoved, at jeg skal træde med varsomme skridt. At jeg ikke skal give alt op, for tænk, hvis det failer. Tænk hvis jeg sidder tilbage og intet andet har end mig selv (... det er jo så ikke noget at skrive hjem om).

Dig: Jeg har i lang tid siddet og givet dig skylden for alt det her, uden egentlig at ville det. Og jeg har altid vidst det ikke var din skyld, men kun kunne være min egen. Og du er fantastisk, smuk, dejlig, sød, perfekt og alle de andre positive tillægsord. Du fuldender mig. Og af frygt for at lyde alt for poppet; Jeg elsker dig. Og jeg elsker dig virkelig, brændende af hele mit hjerte og hvis jeg skulle bruge resten af mine dage med en enkelt person ville det blive dig, hele vejen uden nogen form for overvejelse. Men her på det seneste. Ja, som jeg skrev har jeg givet dig skylden for alting, fordi jeg nægtede at kigge på mig selv. Men jeg forstår ... nej, at forstår er nok ikke det rigtige ord, for det gør jeg nok ikke og kommer aldrig til, men lad det nu ligge. Jeg har en fornemmelse af situationen du er i, og jeg tror det ændrer sig meget næste år.

Mig: Well, jeg. Jeg er jo ikke i stand til at tage vare på mig selv. Ikke som det ser ud lige nu i hvert fald. Jeg sidder hver alenestund på mit toilet med min lille glitterboks, der indeholder en form for frelse, der ikke bør være i denne her verden. Ingen ved det. I hvert fald ingen, der er tæt nok på mig, til at fortælle det til nogen. Eller, jo. Men ingen, der vil fortælle det. Og jeg skal nok selv få styr på det en dag. Jeg skal nok komme igennem det. Men ikke, hvis du forsvinder. Ikke hvis du ikke længere er her. Jeg har været sådan en idiot. Jeg har troet jeg kunne klare mig selv og det må jeg så indrømme, at det ... Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke uden dig.

Fremtiden: Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tør slet ikke åbne øjnene i frygt for, hvad der kan komme til ske. Jeg håber vi på en eller anden måde får det her løst, for det er da tydeligt at ingen af os direkte nyder det. Vær sød at tage intiativet, for det er jeg ikke stærk nok til i min nuværende tilstand.

Det vigtigste er at Jeg elsker dig. Og det kan du ikke lave om på, uanset hvad du gør.

Sex? Sexet?

Well. Alle tænker på det. Også jeg.

Jeg ser sex, som noget af det mest hellige to mennesker kan dele. Lad mig starte ud med at sige at jeg er jomfru, men som nævnt i mit første indlæg HAR haft ufrivillige seksuelle oplevelser med min første kæreste.

Der er mange forskellige syn på det er emne og det bliver lidt et tabu, men ærligt talt... Jeg er et levende, råbende tabu, så jeg ser ikke nødvendighed for censur.

Jeg kan ikke lide at blive kaldt sexet, fræk, hot eller andre synonymer. Ordene virker bare så billige, meningsløse og overfladiske, hvilket er sjovt for jeg nyder virkelig ordene smuk, dejlig, sød og så videre. Jeg tror det har noget at gøre med det billede jeg har af mig selv - eller i hvert fald den måde jeg utrolig gerne vil fremstå. - Lad os bare sige at jeg ikke går i Lolita fordi det er sexet? Jeg nyder at være tildækket. Jeg kan godt lide at det første folk kigger på ikke er mine bryster, men nærmere den der underlige kjole hun har på og i bund og grund er det nok egentlig derfor jeg har været alternativ det meste af mit liv, når det kommer til tøjvalg.

Jeg venter med sex til efter ægteskab - eller til jeg finder den pige, jeg er sikker på er den helt rigtige. Når jeg siger, jeg venter med sex mener jeg naturligvis ikke onani - seriøst. Vi kan jo alle lide at have det godt i et lille stykke tid ikke? Det er naturligt og jeg skammer mig ikke over det. Jeg fremstår som en snerpet idiot når jeg siger jeg venter med sex, ingen alkohol drikker, ingen stoffer tager eller tager til fester. Men jeg har simpelthen så meget lort i mit liv, at de her tilføjelser kun ville gøre det værre.

Og med det ikke ment, at jeg synes folk der har sex er løse på tråden! Det er der mange der tror, men det er løgn. Jeg synes folk, der er i et sundt forhold, hvor begge parter elsker hinanden bør have samleje, hvis de har lyst.

Det er ikke engang fordi jeg vil 'gemme' mig selv. Det er bare et valg jeg har taget for ikke at skabe et behov mere og for ikke at skabe et 'Jeg er ikke god nok til det her'-problem mere.

Mange tror jeg er medlem af moon-bevægelsen, jehovas vidner eller en anden sekt/kult og stempler mig derfor som skør i roen. Jeg er kristen, ja, men absolut ikke ekstrem, faktisk næsten ikke.

Frygt

Jeg er bange.

Jeg er bange for, at fremtiden bliver det samme som nutiden. Jeg er bange for, at alle lyver. Jeg er bange for at være alene og jeg er bange for at være sammen med andre. Jeg er bange for at nogen en dag ser igennem mit falske smil og tænker: "Nah, not worth it," Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske hvordan det er at føle ren glæde. Jeg er bange for at alle hemmeligt hader mig og ikke vil sige det til mig, men i al diskretion fester når jeg ikke er til stede.

Og min frygt er måske ikke uden grund. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er 'gået glip' af adskillige fester holdt af mine 'venner'. Jeg ved, at der ikke er nogen, der har spurgt om vi kan være sammen efter skole i noget der minder om tusinde år - altså med undtagelse af når mine evner kan bruges til noget. Jeg ved også, at selv folk online er så latterligt ligeglade med mig, at en af dem, jeg så som en rigtig, rigtig god veninde ikke engang kan sende mig en lille bitte besked.

Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere kan modstå bare at afslutte det hele. Jeg tænker på det hver eneste dag. Jeg er bange for, at hvis jeg gør det… At der så ikke vil sidde nogen og græde, nogen steder.

Jeg er bange for hvad det er, der er galt med mig. Jeg ved der er noget, for jeg kan fjernt huske, at det har været bedre. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke borderline. Jeg er ikke bipolar. Jeg er ifølge vores sundhedsvæsen ingenting. Jeg er ifølge psykologerne bare teenager. Underligt at ingen andre lader til at have det sådan her, bare på grund af et par rasende hormoner. Men jeg tror på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bryder mig ikke personligt om folk, der selvdiagnosticerer med internettet til hjælp, men som den kontrære person jeg er, har jeg alligevel slået depressionssymptomer op på diverse hjemmesider og tjekket dem. Jeg er ikke deprimeret, men jeg viser alle tegn på depression.

Jeg er bange for, at jeg for evigt bare skal være hende den grimme, tykke, der sidder i hjørnet og prøver at lade som om hun er her. Jeg er bange for, at de eneste romancer jeg får vil være dem, jeg finder på i mit hoved. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at overskue noget.

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver til noget.

Feeling

I'm the happy one who writes dark poems.

I'm the hyper, crazy one who breaks down at night.

I'm the one who tries to be selfless, but is more selfish than anyone else.
I'm the one against bullying, but beats up herself.
I'm the girl that everyone looks at, but never sees.

- Six Billion Secrets

2011 - Double or nothin'

Så, det nye år er over os. Alle ugeblade fyldt med slankereklamer og alle blogge, facebooker og andre medier fyldt med nytårsfortsæt.

Jeg har aldrig rigtig troet på nytårsfortsæt. For mig er nytår slet ikke noget som sådan, men jeg har bestemt mig for, at I år skal det være helt fuldstændig anderledes. Jeg har bestemt mig for, at det hele skal laves om.

Ellers er jeg har ikke i 2012.

Jeg vil lære at elske mig selv, lære at det er ok. Jeg vil fortælle dig hvor meget jeg holder af dig og jeg vil lære at livet er hvad man gør det til. Jeg vil lære ikke at holde gråden inde, når jeg ved du aldrig bliver min. Istedet vil jeg lykønske dig og ønske os mange års fortsat venskab i fremtiden. For ærligt talt ved jeg godt det aldrig bliver til noget, selvom jeg elsker dig så meget at det kribler i maven hver gang jeg ser dig og jeg er blevet så fucking underlig at være omkring.

Jeg vil fortælle mine forældre at de nok ikke får en svigersøn, men en svigerdatter. Jeg vil prøve på ikke at tænke det negative før det positive. Jeg vil huske på de gode stunder, men ikke glemme de dårlige.

Jeg vil stoppe med det jeg gør nu og jeg vil opløfte mig selv fremfor at presse mig selv ned. Jeg vil tvinge mig selv til at yde mere, gøre mere, være mere. Jeg vil lukke mig op og lade livet få fat i mig. Jeg vil indse at virkeligheden er langt bedre end jeg ser den.

Men du. Du er fandme det største problem. Du læser nok ikke min blog. Det ved jeg heller ikke om jeg vil have dig til, for det kan let blive akavet. Jeg ved vi er utrolig gode veninder. Jeg ved også, at du ikke er til piger, selvom du engang vist nok legede med tanken om at være biseksuel. Men hvem fanden har ikke gjort det? Jeg ved, at det bare ikke er ment til at være os.

Selvom det gør så fandens ondt vil jeg give slip på dig og lade dig flyve. Også hvis du flyver væk.

Jeg vil være venlig, maneret og få gang i nogle gode projekter. Jeg vil blive bedre til de ting jeg kan lide og stadig gå op i de ting jeg knap så godt kan lide.

Virkelig. Jeg elsker dig. Det bliver det sværeste ved hele året og om så jeg skal græde det til dig over telefonen på nytårsaften håber jeg ikke det ændrer noget. For jeg vil holde af dig uanset hvad du tænker om mig. Uanset hvor underlig jeg end måtte forekomme. Hvor akavet den end må være at mødes igen.

Det er sjovt så ondt kærlighed kan gøre. Jeg kan drømme om det. At du kommer først og indrømmer din kærlighed for mig. Jeg ved godt det ikke sker og det kan jeg græde mig i søvn over. Hvilket ikke er sjældent.

Men når jeg har fortalt dig det er det hele slut. Så ved du det, så ved jeg det og så må vi tage den derfra.

Som jeg ser det er 2011 et år af forandringer og jeg er næsten bange for at gå i gang med det. Tænk hvis jeg failer?

En ting er sikkert. Hvis jeg ikke kan få fingeren ud og gøre bare nogen af de ting listed above. Så er det slut, så gider jeg ikke mere. Det lyder måske som noget grusomt noget at sige, men jeg vil ikke leve videre i det her liv med den stand det er i nu. Men hvis jeg nu gav mig selv et sidste år til at prøve at gøre det hele bedre?

Det er hvad jeg gør.

Wish me luck, guys.

Selvskade

Det første folk tænker på når de hører ordet 'Selvskade' er naturligvis cutting. Det er vist i SÅ mange serier, bøger whatever. Som cutter/selvskader er det tit lidt for branding agtigt at cutte. Mange tror man er emo, hvis bare man cutter. Eller hvis man er alternativ så SKAL man cutte.

Guess what, det er ikke sandt. Jeg skærer i mig selv - er desværre kommet til at begynde igen for nylig. Ikke for opmærksomhed, men fordi det er en måde jeg kan kontrollere de følelser, der raser indeni mig. Hvis du ikke har prøvet det vil du sikkert synes det er fuldstændig fucked up - Det gør 'vi' også! Det ER jo fuldstændig fucked up og jeg kunne kaste op over mig selv nogle gange.

Men folk er bare nødt til at forstå at selvskade også er andre ting. Tro mig, jeg har været gennem det hele. Vi bliver kreative, når vi bliver opdaget. Jeg har altid sagt, at jeg havde en pause i min selvskade, men jeg har oprettet denne her blog for at stoppe med at lyve for mig selv og andre om min 'sande tilstand'. Derfor kommer det helt sikkert til at lyde som en masse emo-brawl og hvis du ikke kan lide det, så ... ja.

Jeg stoppede nemlig aldrig med selvskade, da jeg blev opdaget. Jeg stoppede med at skære i mig selv, ja. Men har I nogensinde prøvet at stikke jeres fingre med vilje på en kaktus? At holde hånden på kakkelovnen bare lige så længe at huden ikke brændes, men stadig svier? At kradse dine ben til blods? At hive store totter af hår ud på en gang? At banke noget ind i hovedet gentagne gange til man får en bule? At holde stikke fingerspidserne i varm/kogende the?

Vi er gode til at skjule det. Vi kender alle knebene.

Mit største problem er at alle tror jeg gør det fordi jeg vil dø. Det gør jeg ikke! Jeg har flere gange planlagt mit selvmord og det er ikke noget nyt, men det er en HELT adskilt følelse. Jeg selvskader fordi jeg vil leve, fordi jeg vil føle, fordi jeg vil igennem det. Jeg har selvmordstanker fordi jeg vil dø. Det kommer der nok et andet indlæg om senere, kunne jeg forestille mig.

Jeg er fuldstændig blessed at jeg har venner, der elsker mig for den jeg er og ikke tager sig af at jeg er nede for det meste. Jeg er nok en af dem, der elsker mine venner langt mere end mig selv. Jeg hader at tiltrække mig opmærksomhed på grund af min tilstand og snakker sjældent om det. Jeg kan ikke engang tale sandt overfor en psykolog - Jeg lyver for dem for, at mine forældre ikke skal vide at der er noget galt med mig.

Jeg er IKKE deprimeret, bipolar eller borderline. Det er jeg blevet 'testet' for flere gange.

Jeg ved ikke helt hvad moralen med det her indlæg er. Men bare I ved at arerne på mine arme og lår ikke definerer hvem jeg er. Når jeg snakker med venner, bekendte eller deltager i et meet-up foreksempel så er jeg ikke den samme, som når jeg sidder med barberbladet hjemme i badet. Jeg er ikke den samme som når jeg skriver mit selvmordsbrev om. Overhovedet ikke. Jeg elsker at være sammen med jer. Det er jer der holder mig gående, selvom jeg tit har svært ved at se lyset for enden af tunnellen.

Tak for det :)