mandag den 27. december 2010

Selvskade

Det første folk tænker på når de hører ordet 'Selvskade' er naturligvis cutting. Det er vist i SÅ mange serier, bøger whatever. Som cutter/selvskader er det tit lidt for branding agtigt at cutte. Mange tror man er emo, hvis bare man cutter. Eller hvis man er alternativ så SKAL man cutte.

Guess what, det er ikke sandt. Jeg skærer i mig selv - er desværre kommet til at begynde igen for nylig. Ikke for opmærksomhed, men fordi det er en måde jeg kan kontrollere de følelser, der raser indeni mig. Hvis du ikke har prøvet det vil du sikkert synes det er fuldstændig fucked up - Det gør 'vi' også! Det ER jo fuldstændig fucked up og jeg kunne kaste op over mig selv nogle gange.

Men folk er bare nødt til at forstå at selvskade også er andre ting. Tro mig, jeg har været gennem det hele. Vi bliver kreative, når vi bliver opdaget. Jeg har altid sagt, at jeg havde en pause i min selvskade, men jeg har oprettet denne her blog for at stoppe med at lyve for mig selv og andre om min 'sande tilstand'. Derfor kommer det helt sikkert til at lyde som en masse emo-brawl og hvis du ikke kan lide det, så ... ja.

Jeg stoppede nemlig aldrig med selvskade, da jeg blev opdaget. Jeg stoppede med at skære i mig selv, ja. Men har I nogensinde prøvet at stikke jeres fingre med vilje på en kaktus? At holde hånden på kakkelovnen bare lige så længe at huden ikke brændes, men stadig svier? At kradse dine ben til blods? At hive store totter af hår ud på en gang? At banke noget ind i hovedet gentagne gange til man får en bule? At holde stikke fingerspidserne i varm/kogende the?

Vi er gode til at skjule det. Vi kender alle knebene.

Mit største problem er at alle tror jeg gør det fordi jeg vil dø. Det gør jeg ikke! Jeg har flere gange planlagt mit selvmord og det er ikke noget nyt, men det er en HELT adskilt følelse. Jeg selvskader fordi jeg vil leve, fordi jeg vil føle, fordi jeg vil igennem det. Jeg har selvmordstanker fordi jeg vil dø. Det kommer der nok et andet indlæg om senere, kunne jeg forestille mig.

Jeg er fuldstændig blessed at jeg har venner, der elsker mig for den jeg er og ikke tager sig af at jeg er nede for det meste. Jeg er nok en af dem, der elsker mine venner langt mere end mig selv. Jeg hader at tiltrække mig opmærksomhed på grund af min tilstand og snakker sjældent om det. Jeg kan ikke engang tale sandt overfor en psykolog - Jeg lyver for dem for, at mine forældre ikke skal vide at der er noget galt med mig.

Jeg er IKKE deprimeret, bipolar eller borderline. Det er jeg blevet 'testet' for flere gange.


Jeg ved ikke helt hvad moralen med det her indlæg er. Men bare I ved at arerne på mine arme og lår ikke definerer hvem jeg er. Når jeg snakker med venner, bekendte eller deltager i et meet-up foreksempel så er jeg ikke den samme, som når jeg sidder med barberbladet hjemme i badet. Jeg er ikke den samme som når jeg skriver mit selvmordsbrev om. Overhovedet ikke. Jeg elsker at være sammen med jer. Det er jer der holder mig gående, selvom jeg tit har svært ved at se lyset for enden af tunnellen.


Tak for det :)

2 kommentarer:

  1. You can get through, trust me :)
    *hugsies*

    SvarSlet
  2. det en stærk pige der tør skrive om sit liv

    SvarSlet