Jeg er bange.
Jeg er bange for, at fremtiden bliver det samme som nutiden. Jeg er bange for, at alle lyver. Jeg er bange for at være alene og jeg er bange for at være sammen med andre. Jeg er bange for at nogen en dag ser igennem mit falske smil og tænker: "Nah, not worth it," Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske hvordan det er at føle ren glæde. Jeg er bange for at alle hemmeligt hader mig og ikke vil sige det til mig, men i al diskretion fester når jeg ikke er til stede.
Og min frygt er måske ikke uden grund. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er 'gået glip' af adskillige fester holdt af mine 'venner'. Jeg ved, at der ikke er nogen, der har spurgt om vi kan være sammen efter skole i noget der minder om tusinde år - altså med undtagelse af når mine evner kan bruges til noget. Jeg ved også, at selv folk online er så latterligt ligeglade med mig, at en af dem, jeg så som en rigtig, rigtig god veninde ikke engang kan sende mig en lille bitte besked.
Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere kan modstå bare at afslutte det hele. Jeg tænker på det hver eneste dag. Jeg er bange for, at hvis jeg gør det… At der så ikke vil sidde nogen og græde, nogen steder.
Jeg er bange for hvad det er, der er galt med mig. Jeg ved der er noget, for jeg kan fjernt huske, at det har været bedre. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke borderline. Jeg er ikke bipolar. Jeg er ifølge vores sundhedsvæsen ingenting. Jeg er ifølge psykologerne bare teenager. Underligt at ingen andre lader til at have det sådan her, bare på grund af et par rasende hormoner. Men jeg tror på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bryder mig ikke personligt om folk, der selvdiagnosticerer med internettet til hjælp, men som den kontrære person jeg er, har jeg alligevel slået depressionssymptomer op på diverse hjemmesider og tjekket dem. Jeg er ikke deprimeret, men jeg viser alle tegn på depression.
Jeg er bange for, at jeg for evigt bare skal være hende den grimme, tykke, der sidder i hjørnet og prøver at lade som om hun er her. Jeg er bange for, at de eneste romancer jeg får vil være dem, jeg finder på i mit hoved. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at overskue noget.
Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver til noget.
