Det er min drøm, mit mål og det jeg lige nu er ved at opnå, men alligevel er det som et eller andet i mig holder mig tilbage. For jeg elsker sgu da at se kiloene rasle af og det gør de virkelig og det er jeg glad for, tro mig! Det er jeg virkelig glad for.
Men. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være bare i nærheden af normalvægt for min alder og jeg ANER ikke hvordan det er at være bare en lille smule attraktiv for mulige partnere. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig tilpas sådan. Jeg har skrevet et tidligere indlæg om hvad jeg synes om at være 'sexy'. Og face it. Det er en meget lille del af befolkningen, der er chubbychasers, så mine hotness point vil da forhåbentligt stige uanset hvor lave de end må ligge nu. Og det er jeg sgu egentlig ikke tryg ved. Det lyder som om jeg tror jeg er en gudinde eller sådan noget, et eller andet total uimodståeligt, men det tror jeg virkelig ikke. Jeg tror ligesom bare at ... Jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare det, men det behøver jeg egentlig heller ikke.
Jeg ved at jeg før bare er blevet taget for udseendets skyld og jeg er pisseræd for at det sker igen og i større omfang. Jeg har det jo egentlig fint nok med mig selv rent ydre-mæssigt lige nu og jeg taber mig fordi jeg vil være sundere (ogpassebrand,lol), ikke nødvendigvis fordi jeg har lyst til at se bedre ud. Personligt kan jeg egentlig godt lide at piger har lidt på benene. Jeg finder ikke mig selv pæn eller smuk. Jeg finder ikke mig selv som rigtig noget, men jeg har heller ikke nogle direkte problemer med mit udseende.
Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at tabe mig, helt klart. Og det er er måske en lidt barnlig, egoistisk frygt, men det føltes næsten ligesom at gå mod noget fuldstændigt nyt. Som at få en ny hud. Er jeg overhovedet mig, når jeg ikke ser ud som jeg plejer? Det er trods alt det mange husker mig på, selvom de nok ikke vil indrømme det.
Hvem er jeg, når jeg ikke er 'hende den fede lyserøde gris'?
...spørger jeg bare.
