Jeg er bange.
Jeg er bange for, at fremtiden bliver det samme som nutiden. Jeg er bange for, at alle lyver. Jeg er bange for at være alene og jeg er bange for at være sammen med andre. Jeg er bange for at nogen en dag ser igennem mit falske smil og tænker: "Nah, not worth it," Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske hvordan det er at føle ren glæde. Jeg er bange for at alle hemmeligt hader mig og ikke vil sige det til mig, men i al diskretion fester når jeg ikke er til stede.
Og min frygt er måske ikke uden grund. Jeg ved med sikkerhed, at jeg er 'gået glip' af adskillige fester holdt af mine 'venner'. Jeg ved, at der ikke er nogen, der har spurgt om vi kan være sammen efter skole i noget der minder om tusinde år - altså med undtagelse af når mine evner kan bruges til noget. Jeg ved også, at selv folk online er så latterligt ligeglade med mig, at en af dem, jeg så som en rigtig, rigtig god veninde ikke engang kan sende mig en lille bitte besked.
Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere kan modstå bare at afslutte det hele. Jeg tænker på det hver eneste dag. Jeg er bange for, at hvis jeg gør det… At der så ikke vil sidde nogen og græde, nogen steder.
Jeg er bange for hvad det er, der er galt med mig. Jeg ved der er noget, for jeg kan fjernt huske, at det har været bedre. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke borderline. Jeg er ikke bipolar. Jeg er ifølge vores sundhedsvæsen ingenting. Jeg er ifølge psykologerne bare teenager. Underligt at ingen andre lader til at have det sådan her, bare på grund af et par rasende hormoner. Men jeg tror på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bryder mig ikke personligt om folk, der selvdiagnosticerer med internettet til hjælp, men som den kontrære person jeg er, har jeg alligevel slået depressionssymptomer op på diverse hjemmesider og tjekket dem. Jeg er ikke deprimeret, men jeg viser alle tegn på depression.
Jeg er bange for, at jeg for evigt bare skal være hende den grimme, tykke, der sidder i hjørnet og prøver at lade som om hun er her. Jeg er bange for, at de eneste romancer jeg får vil være dem, jeg finder på i mit hoved. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at overskue noget.
Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver til noget.
Søde, rare og kære Ophelia. Det er aldrig nemt at være teenager, det er så skræmmende en ting. Man står pludselig i et øde landskab mellem det og være et barn og skulle til og blive voksen. Det er en virkelig skræmmende proces, ikke kun fysisk men psykisk også. Og der er så mange tanker der fare gennem ens hoved ”kan folk lide mig? Hvordan mon de vil tage imod mig? er jeg god nok? Vil de gøre nar af mig? Bagtaler de mig?” og listen er lang med spørgsmål man oftest stiller sig selv som teenager, fordi hvis der er noget en teenager er bange for (siger ikke det er sådan for alle) så er det ikke og ”høre til et sted” hvis du forstår. Jeg husker selv hvor skræmmende det var og hvor meget man følte sig som Palle alene i verden, når de andre var til fest, eller havde det sjovt uden en… Man følte sig overset, nedgjort og mest af alt man følte sig usynlig, og det er det værste en teenager kan føle når man i den alder (uanset om du er i start eller slut teenage år) er at man ikke blive hørt, set eller bemærket på nogle måder. Fordi det er i den alder vi udvikler os mest, det er i den alder vi har brug for at vide at vi er gode nok, at folk har brug for os, og at vi lever op til de forventninger som samfundet og ens forældre stiller til en. Men det er skræmmende, meget skræmmende. Jeg var selv en af dem der levede i en konstant frygt for om jeg nu var god nok, og om min fremtid ville blive lysere end den jeg havde nu, det skal lige siges at jeg blev mobbet fra jeg gik i 7-9 klasse, og bagefter opleve en skilsmisse og 3 familie medlemmer med hver deres depression, og mest af alt var jeg bange for at være mig. Den jeg virkelig var, fordi man ikke følte man passede ind hvis man var den man var. Jeg var bange for at indrømme at jeg var rollespiller, nørd og jeg nød og se tegnefilm (det virker som trivielle problemer nu) men dengang var det jo stort set en dødsdom at være ”nørd” eller anderledes, i en periode hvor man desperat vil være som ”de andre” for ikke at stikke for meget ud. Det kan godt ske du ser det hele her som fis i en hornlygte, eller rent faktisk tager det til dig, men lad mig sige det sådan her. Nok er jeg 24 år nu, men jeg har selv være teenager, selv oplevet den angst der er ved at gå fra barn til voksen, og selv oplevet følelsen af svigt og hvor svært det er at få tiltro til folk igen. Der gik adskillige år før jeg fik tiltro til Daniel, og turde fortælle ham alt jeg følte, drømte og hvordan jeg havde det dybt inde, og det kan jeg takke mine år med mobning for. Jeg tror ikke på du har depression, er bipolar eller andet, jeg tror på du er bange for hvad fremtiden bringer, fordi du står et sted lige nu hvor du ikke føler det kan blive værer, og at du med garanti nok vil opleve det samme hver dag. Den samme angst, den samme følelse af at være ”malplaceret” og den samme følelse af ikke og være god nok. Men bare rolig, det hele skal nok klare op, for har man nået bunden kan det kun gå op, medmindre man selv beslutter sig for at gå gennem gulvet, og ærlig talt, jeg tror ikke du er den type :)
SvarSletJeg vil trøste dig med og sige at jeg ikke er vred på dig, sur eller fornærmet hvis du ikke tror på mig, eller føler at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan du føler og har det. Det er helt okay, jeg følte bare du skulle vide at selvom det virker som om man er alene i verden, og det kun er ”mig der har det sådan, fordi alle har det så nemt” så er der MANGE der ude der har det på samme måde som dig, og mange skjuler det gennem et myriade af facader og masker de stiller op, fordi de er bange for at lukke folk ind, og fordi de frygter man ikke kan acceptere en for den man er.
Jeg håber dette vil varme dig lidt, og du ikke føler dig helt alene. Ellers vil jeg gerne snakke mig dig om tingene, hvis du har brug for det :)
Om ikke andet syntes jeg du er sød, og jeg er ikke bange for du viser dit sande jeg, trust me ;)